Sløret udsyn

Det er onsdag aften og jeg er lige kommet hjem efter en tur i biffen med en trimmet 6-pack. Det vil sige halvdelen. Jersey Boys. God film og en tur tilbage til musik som den ikke kommer mere. Nå men sidst på filmen panorerede mit tvivlsomme syn ned på mine hænder, og pludselig tænker jeg... "Jeg er sikker på, at jeg havde taget min ring på" og nu sad der ingen ring på fingeren. Ahem... altså efter filmen gik vi 3 på dametoilettet for at tømme papirkurv ved det at jeg tænkte at jeg måske havde tørret den af. Ja ja ... men det kunne jo godt forekomme at mine fingre var blevet så tynde at ringen fulgte med servietten. Altså endevendte vi papirkurven meget systematisk.. Man har vel set CSI, og jeg foretog forensics for åbent tæppe. Det havde været meget hjælpsomt om biografen havde stillet en metaldetektor til rådighed, men det var ikke lige på lager. Nå men efter en minutiøs gennemgang konstaterede vi - og de der kom ind på damelooet, at der ingen ring var.  Så tænker man next, at den jo kunne være blevet taget, for den sidste og nærmest utænkelige tanke er, at jeg ikke fik taget ringen på hjemmefra. MEN.. jeg har luret mig selv igen. Den lå nemlig på dens sædvanlige plads og udsendte spottende omend imaginære kommentare til min hjernes velbefindende. Suk... endnu et eksempel på at jeg efterhånden er ved at miste grebet eller bare ser syner. 

Syner er helt sikkert hvad jeg ser, når jeg en sen aften kører på motorvejen der er under ombygning og spor ikke er afmærket, men regn og modlys totalt blænder mig. Jeg tror det er godt mit øje skal fikses mandag, for inden længe bliver det sgu for mærkeligt. Det er egentligt også årsagen til min noget svage skrivning. Jeg bliver træt i øjnene efter en dag bag skærmen, og det bliver kun værre som dagen skrider frem, så med lidt held og især øjenlæge skill så håber jeg, at jeg i næste uge kan se en flue på en væg 1 km borte. 

Hvad har jeg ellers bedrevet tiden med?  Tjo kvartalsafslutning - en manisk tilstand, hvor alt enten går forrygende godt eller helt ad HT. Jeg må sige, at jeg savner min gamle finansminister i denne her afslutning (smil bare Birgit) for selvom vi måske ikke havde vundet, så havde vi talt med store bogstaver, råbt i vinden, slået i dynen og til sidst brudt ud i latter. 

Jeg er sikker på, at jeg har lavet mere den sidste måneds tid, men det har fortabt sig i glemsel som ringen, så mon ikke jeg skal lade den stå der.